Klumme: Hvor sikre er vores spil?

Spil

I må undskylde den yderst klikbare overskrift, men det er nu engang vitterligt mit egentlige spørgsmål. Anledningen til denne undren er opstået efter, at Nintendo vil lukke deres eShop for Wii U og 3DS’en for yderligere indkøb i marts 2023. Det betyder, at man stadig kan downloade sine køb, opdatere og bruge online services. Men i en digital tid er en del af en konsols funktion digitale køb, særligt hvis konsollen ikke bruger fysiske medier.

Før digitale køb var det rimeligt enkelt for gamere; køb en konsol og bunke fysiske spil, og du var sikret fuld funktionalitet, indtil en af delene gik i stykker. Men hvor udviklingen nu tager os i retning af diskløse konsoller (PS5 og XSS), så stiger behovet for bedre forbrugersikkerhed, når det gælder spilkøb. Alt kan gå galt: du kan miste adgangen til dine spil, hvis du bliver lukket ude grundet mistet kodeord eller en hackers ondskab. Et spilfirma kan gå konkurs eller spil kan blive trukket fra onlinebutikken grundet manglende licenser eller andre retslige omstændigheder. Allerværst kan selve konsolfirmaet gå konkurs eller blive opkøbt.

Selv har jeg haft lidt dårlige oplevelser for nylig. Først ville jeg genspille et købt Mass Effect-spil på min Android-telefon. Men det er ikke kompatibelt med mine enheder (?). Dernæst ville jeg introducere mine unger for Turtles-spillene, men de blev nedtaget grundet (formodede) licensstridigheder. Så fandt jeg Just Dance 2018 til Kinect på 360’eren frem. Men her lukkede Ubisoft for køb af ekstra indhold/sange blot 13 måneder efter lanceringen. Lettere lakonisk var det store spørgsmål engang, hvordan man kunne sikre sine spil på Steam, da de hastigt sejlede ind i ukendt farvand. Forleden dag skulle jeg installere Borderlands 1, men så fandt jeg ud af, at diskens indbyggede piratkopieringssikring (SecuROM) forhindrer dette. Lettere ironisk dur dette spil netop gennem Steam. Ydermere læste jeg sidste år om et spil, hvor selve skiven ikke indeholdte spilfiler, hvorfor man skulle downloade det fulde spil alligevel.

Fra folk og fulde børn skal man høre sandheden

Hvor galt er det så i det store perspektiv? Sidste år fik Sony så megen modstand, at de alligevel måtte holde liv i PS3 og PS Vita-butikkerne, mens PSP’en røg alligevel. Nintedo Wii og DS er døde onlineplatforme, mens du dog stadig kan bruge Xbox 360 og PS3. Fra den forrige generation dur Switch, X1 og PS4 selvfølgelig.

Når det gælder PC-fronten, så kender de fleste efterhånden til et hav af online spilbutikker med tilhørende download-software, såkaldte ‘launchers‘. Det er et marked med mange konkurrenter, hvoraf man må formode, at nogen på et tidspunkt må bøje sig i støvet, efterhånden som skarp konkurrence eller opkøb fjerner dem. Microsoft købte Activision Blizzard i starten af dette kalenderår, men hvor lang tid vil de holde Battle.net kørende, før det ryger ind i en Microsoft-tjeneste?

The Video Game History Foundation er en fond, som sigter efter at bevare disse mange spil for eftertiden, og de har kritiseret Nintendo for at gøre over 1.000 rent digitale spil utilgængelige for fremtiden. Digitale spil i lukkede økosystemer er svære for fans at bevare og emulere. Selv gik jeg i nostalgiens fodspor med en gammel Xbox-maskine fra 2001, hvor den tidligere ejer havde installeret emulatorer med alt fra Atari og op til Nintendo 64. Sikke en tur gennem spilhistorien mine unger fik sig, og den skal fremtidige generationer da også have.

Indtil videre er jeg rimelig tryg ved store spillere som Steam og Microsoft (som opererer med bagudkompabilitet gennem alle fire af deres konsolgenerationer), men jeg kunne godt have min tvivl med et firma som Epic. De giver spil væk som en anden julemand, men jeg formoder, at deres velstand udelukkende er skabt på baggrund af Fortnite. Hvad sker der, når indtjeningsniveauet falder ret så drastisk? De har selvfølgelig stadig Unreal Engine, men kan indtjeningen herfra holde liv i gaveboden?

Det går hurtigt i internetland, og jeg håber, at ovenstående er isolerede tilfælde og ikke en tendens som frygtet af undertegnede. Men har du et yndlingsspil, så håber jeg, at du også kan hive det frem om 10-15-20, ja endda 40-50 år.

Fora Klumme: Hvor sikre er vores spil?

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #682
    Kenny Jensen
    Administrator

    I må undskylde den yderst klikbare overskrift, men det er nu engang vitterligt mit egentlige spørgsmål. Anledningen til denne undren er opstået efter,
    [See the full post at: Klumme: Hvor sikre er vores spil?]

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Du skal være logget ind som bruger for at kunne svare...